Rækker Mølle håndbold modtager KFUM Pokalen 2024, fordi foreningen på eksemplarisk vis udlever værdier som er karakteristiske for KFUMs Idrætsforbund.
Rækker Mølle Håndbold har igennem mange år formået at skabe et varmt, stærkt og udviklende fællesskab for både ungdom og seniorer.
De unge spillere får foreningskendskab og bliver helt naturlig ført ind i opgaver og ansvarsområder i takt med at de bliver ældre. I den årlige håndboldskole i juli måned møder deltagerne en stor gruppe unge trænere fra klubben, der glæder sig til at give alle en særlig oplevelse på håndboldskolen. De unge trænere tjener som forbilleder for de yngre spillere, så det bliver naturligt at uddanne sig og påtage sig en opgave i klubben.
Rækker Mølle Håndbold har i en årrække haft tradition for at sende konfirmander på T/L-kursus på Hellebjerg. De udfører så frivillige hverv i klubben, og bliver den følgende sommer igen belønnet med et T/L-kursus. Klubben samler de frivillige til et årligt opstartsmøde forud for sæsonen, hvor de vælger sig ind på opgaver og går i dialog om træningens forløb. Rækker Mølle Håndbold stræber efter at lade unge opleve, at der er brug for dem i fællesskabet, hvor man er forpligtet på hinanden.
Der skal være gode rammer for seniorer, så det er muligt at træne selv om man har mindre børn. Derfor tilbyder Rækker Mølle Håndbold børnepasning, mens mor og far er til træning. Sådan tænkes der og handles der med hjertet i Rækker Mølle Håndbold. Børnepasserne har selvfølgelig været på T/L-kursus i forbundet.
Randers VK modtager KFUM Pokalen 2023, fordi foreningen på eksemplarisk vis udlever de værdier som skal være kendetegnende i KFUMs Idrætsforbund.
I Randers VK bliver der tænkt og ageret socialt ansvarligt i forlængelse af klubbens aktiviteter. Der er en bevidsthed om at man som lokal klub skal være tilgængelig for alle i området. Der er vilje og evne til at søge støtte til kontingent for svagere stillede, men når man først er i klubben bliver man ikke behandlet specielt. Eller rettere: “alle bliver behandlet specielt, for alle skal have det godt”, som det bliver formuleret af en klubtræner.
Da Randers VK i foråret 2023 var vært for KFUM Idrætsforbunds Kids- og Teen Stævne blev en flok drenge fra nordbyen indskrevet på de eksisterende hold i stævnet. Det var en god oplevelse, og der blev dannet relationer, så børnene fortsatte med at komme til træning. Ved samme stævne blev en flok børn fra Ukraine inviteret med. De begyndte at komme fast til træning, og man bemærkede en positiv ændring. Glæden og trivslen steg. De tog venner med og enkelte voksne ukrainere fandt vej til klubben. For alle børn og unge ønsker man at se progression i både sportslig retning samt i at tage ansvar som træner og leder, og klubben formår at inspirere og motivere unge til at tage uddannelse og blive hjælpetræner.
Randers VK står som et forbillede på social inklusion for udsatte og svagere grupper uden at stigmatisere eller gøre noget særligt. Her kan alle være med.
Bedsted KFUM modtager KFUM Pokalen 2022, fordi foreningen på eksemplarisk vis udlever de værdier som skal være kendetegnende i KFUMs Idrætsforbund.
Bedsted KFUM markerer sig som en forening, der formår at samle børn og familier i lokalsamfundet. Ramasjang giver de yngste børn mulighed for at lege sammen med forældrene, hvor der også inviteres til fællesspisning en gang om måneden.
De mange børn og unge i foreningen bindes sammen i et fællesskab ud over den almindelige træning. I løbet af året afholdes Volley-camp og Kids-camp, hvor der er god tid til hygge, leg og team-building. De sociale bånd styrkes og en volley-camp er altid en helt særlig oplevelse for spillerne.
Divisionsspillerne tager aktivt del i foreningen, og det er på alle måder med til at skabe et godt miljø og give en stærk klubfølelse. De stiller op på banen, så alle kan prøve kræfter mod dem, når der er aktivitet efter fællesspisning. De medvirker også som trænere til Kids-camp, hvilket er en stor oplevelse for de yngste, der ser op til 1. holds spillerne.
Bedsted KFUM udvikler sine tilbud til det lokale behov. Senest er et tilbud om Kids-Volley i samarbejde med Hurup Skole og SFO udviklet som et 10 ugers Åben Skole forløb i håbet om at få flere spillere til klubben fra oplandet.
Bedsted KFUM binder lokalsamfundet sammen med sociale aktiviteter og idræt. Det giver stor værdi og foreningen hædres med KFUM Pokalen 2022 for sin indsats.
KFUMs Idrætsforbund
KFUM Huset
Jernbanegade 12
7323 Give
Tel: 70 23 73 11
Mail: kfumid@kfumid.dk
Copyright © All Rights Reserved